Hyldesaft, hyldelikør og eddike af hyldeblomster – Natur på Tur

Hyldesaft, hyldelikør og eddike af hyldeblomster – Natur på Tur

Hyldeblomstsaft er en sommerklassiker i rigtig mange hjem. Et rigtig godt tip, når saften har trukket færdig, er at si blomsterne fra og bruge dem igen, hvilket giver den lækreste hyldelikør og hyldeeddike. 

Hyldeblomstsaft:
30 hyldeblomstskærme
3 spsk citronsyre
1,5 l vand
600 g rørsukker
4 øko citroner 

Køb også vodka og eddike, så du er klar til step to i produktionen 🙂 

1. Klip stænglerne af blomsterskærmene og ryst dem fri for smådyr. Skyld dem ikke, da blomsterstøvet så bliver skyllet af. 

2. Bland sukker, citronsyre og vand i en gryde og giv blandingen et opkog. Sukker og citronsyre skal være helt opløst i vandet. 

3. Riv skallen af citronerne – kun del gule del af skallen. Skær den hvide del af citronskallen fra citronerne, da den indeholder en del bitterstoffer. Herefter skærer du citronerne i skiver. 

4. Hæld den varme sukkerblanding over blomsterne, den revne citronskal og citronskiverne. 

5. Saften skal trække 4-5 dage på køl. Når saften har trukket, tager du blomster og citronskiver fra – gem endelig de brugte blomster og citronskiver til likør eller eddike! 

6. Si saften i et saftklæde og hæld den på rene, skoldede flasker. Saften opbevares på køl, eller frys den for at forlænge holdbarheden. 

Hyldelikør:
Læg blomsterne fra saftproduktionen i en beholder med den saft, der følger med blomsterne. Dæk blandingen med vodka og tilsæt et par skefulde sukker og en frisk citron i skiver. Lad blandingen trække 3-4 dage og smag på den. Hvis den er for sprittet, tilsætter du mere sukker og lader den trække en dag eller to mere. Jeg elsker min hyldevodka sød og tyktflydende, men det er jo smag og behag. Smag dig frem, indtil den sidder lige i skabet. Herefter tages blomster og citron fra, og likøren sies gennem et saftklæde og hældes på rene, skoldede flasker. Serveres ren eller fortyndes med fx danskvand og en isklump eller to. Mums! 

Hyldeeddike:
Læg blomsterne fra saftproduktionen i en beholder med den saft, der følger med blomsterne. Dæk blandingen med eddike og tilsæt lidt frisk sukker og et par friske citronskiver – juster selv mængden afhængig af den mængde eddike, du producerer. Lad eddiken trække 3-4 dage på køl og hæld herefter på en ren, skoldet flaske. Eddiken smager dejligt i dressing på sommerens salater.

Download opskriften her

Hyldeblomsthe – Oplev Furesø

Hyldeblomsthe – Oplev Furesø

Det er virkelig forfriskende med et glas koldt, hjemmelavet hyldeblomstsaft, men en lækker hyldeblomstthe med en citronskive i morgensolen, er nu heller ikke at kimse af. 

Jeg har valgt den nemme løsning og lagde 3 blomsterskærme i en thekande, hældte kogende vand over og lod det trække i 10 minutter, tilsatte honning og en skive citron og vupti havde jeg den lækreste morgenthe. 

Jeg har også tørret hyldeblomster (klippet stilke af og lagt til tørre på bagepapir i 2 dage) og blandet de tørre blomster op med sort the (hvid og grøn the er lige så fint). Min nyblandede hyldeblomstthe opbevarer jeg i en thedåse, så jeg har et forråd til efterårets kølige aftener.

Download opskriften her

Hyldesukker og hyldesalt – Natur på Tur

Hyldesukker og hyldesalt – Natur på Tur

10-15 blomsterskærme
1-2 dl salt eller sukker 

Klip så meget af blomsterstænglerne af som muligt. Bland blomsterne med sukker eller salt. Tør blandingen på en bageplade i varmluftovn ved 50 grader. Blandingen skal være helt tør, og det kan godt tage 3-4 timer afhængig af ovnen. Når blandingen er helt tør, knuser du den i en minihakker eller med en morter og hælder sit salt eller sukker på rene, skoldede glas. 

Sukkeret smager af strand og sommerferie på havregrøden om morgenen, og saltet giver et strejf af sol og sommer i fx salatdressinger.

Download opskriften her

Tilmeld nyhedsbrev

Video Fra Picnicfestival


Læs mere her

Kontakt

Oplev Furesø
E-mail: info@oplevfuresoe.dk
Telefon: 21 20 75 85
CVR nr. 30 35 59 97

Cookie- & Privatlivspolitik 
Handelsbetingelser
Copyright © 2019 Expo Viva ApS
All rights reserved

English
X